Expo Spring 2019

Expo Spring 2019

Kunst & Teknologi | ArT & technology inviterer til den halvårlige fremvisning af de studerendes projekter. Udstillingen åbner d. 15. Maj kl 17.00 i Karolinelund med bobler og velkomsttale til d. 16. Maj kl. 20.00 og strækker sig fra Karolinelund til Biffen, Turbinetorvet, Turbinegalleriet, KUL Nordkraft og Kedelhallen i Nordkraft.

Last modified: 27.03.2019

På udstillingen åbner de studerende gennem deres artefakter eller installationer op for tanker og spørgsmål omkring viden, æstetik, oplevelse, teknologi og meget mere.

Udstillingen giver et indblik i den multifacetterede udformning af projekter under studiet Kunst og Teknologi | Art and Technology, hvor vidensproduktion og akademia møder kunstneriske og kreative metoder. Her beskæftiger de studerende sig med henholdsvis:

Performative rum

2. semester har i år arbejdet med performative rum med særligt fokus på Aalborg Kloster. Allerede d. 10. Maj fremviser de deres værker i en stedsspecifik udstilling, som fortolker klosteret og anvender det til at kreere performative rum. Værkerne vil til Expo’en være repræsenteret i Nordkraft.

Interaktive Installationer

4. semester fortolker bæredygtighed med udgangspunkt i Karolinelund. Her vil man møde interaktive, stedsspecifikke installationer som på hver sin måde bearbejder og eksperimenterer med begrebet. Man vil bl.a. støde på problematikker som flygtninge og vores skraldekultur, samt møde naturen gennem lyd og sin tilstedeværelse. Alle værker kan opleves i Karolinelund.

Bachelorprojekt

6. semester udstiller deres afsluttende bachelorprojekter, der tager afsæt i samfundsmæssige problematikker, konceptet ‘oplevelse’ og kombinerer akademiske og kunstneriske diskurser. Her udtrykkes akkumulationen af forrige semesters erfaring og oplevelser udformet som bl.a. soundscapes, interaktive, audiovisuelle installationer og bløde, vandrobotter.  Disse projekter kan findes på Nordkraft.

 

rundvisning

I løbet af de to dage vil der være ture ledt af vores studerende, der tager de besøgende med gennem udstillingen og fortæller om de forskellige medier, teknologier og temaer; her er der rig mulighed for at stille spørgsmål. Turen leder folk fra værkerne i Karolinelund til dem i Nordkraft - og tilbage igen. Turen starter kl. 19.00 d. 15. og kl. 16.00 d. 16. og er gratis ligesom resten af udstillingen. Interesserede bedes møde op ved baren i Karolinelund 10 min før.